De der frygter natten

Hans hed han. Og han var bange for natten. På forsorgshjem, på herberger – overalt hvor han kunne få en seng ville de ham gerne. For Hans var ét af den slags mennesker man gerne ville gøre godt.
“Men de vil ikke lade mig dele værelse med andre, når vi skal sove”, sagde han senere som forklaring. For Hans forsvandt altid efter et par dage. Videre til næste sted. Videre og videre. Efter nogen af dele natten med.

Jeg tænker, at det er værd at huske på, at mørket er til for at mennesket kan sove. Søvnen for at vi kan drømme.
Så måske er det fordi mennesker som Hans i drømme må se direkte ind i længslerne, og dermed ind i alle de desperate forsøg på at nå sig selv og andre.

Derfor er det heller ikke så sært, at de der frygter natten må have nogen at dele mørket med. For det kræver mod at drømme, når længslerne for længst har sat sig i hjertet som pigtråd. Og når modet svigter, er det bedste der findes som bekendt lyden af en andens rolige åndedrag ganske tæt på.

Jeg kender ikke Hans personligt. Jeg har bare fået fortalt om ham. Alligvel synes jeg, at jeg kender ham så uendelig godt. Og når jeg vågner om natten, fra drømme, hvor jeg ihærdigt prøver at række ud, så tænker jeg, at det er godt at han også er der. Og jeg hilser på ham halvt i søvne og spørger om han vil ligge i ske. Og lidt efter falder vi begge i søvn igen. Og så drømmer vi, at vi går rundt til alle de andre sovende, der har det lige som os. Og når de er lige ved at vågne af urolige drømme, så lægger vi os ganske tæt på, så de kan høre, at der er nogen der trækker vejret med dem.

De vilde dyr

For nogle mennesker er det sådan, at kærlighed forveksles med sorg, der tér sig som en horde af vilde dyr der jager af sted hver eneste gang pulsen signalerer forår. Eksempelvis sker det hver eneste gang hun ser på dig. Tigeren begynder at knurre og hun forsøger at tysse på den, hvilket den helt og aldeles overhører. For nogle mennesker er det sådan.

Hun prøver at tøjle det vilde dyr. Hun forsøger at undgå dets jagen af sted, og frasiger sig dermed kærligheden. Sådan er det nemlig med paradokser.
Det er enkelt hvis du skulle være i tvivl. Hun holder op med at ringe. Eller ligger tavs og kigger på dig om natten og tænker, at du er det smukkeste menneske hun nogensinde har danset med, og om morgenen træder hun ud ad sengen og du spørger om hun igen flygter og hun ryster på hovedet og smiler, mens det vilde dyr bider hende i anklerne.
Kærlighed forklædt som sorg. Sorg forklædt som flugt.

Når du bliver træt nok. Når du opgiver. Så stopper først den vilde jagen. Først dér. Når du kort ringer og siger farvel. Eller sender en sms om, at det ikke mere føles rigtigt, da forvandler flugten sig til sorg og genkendes for hvad den var.

Det siges at vilde dyr ikke kan tæmmes for alvor, så endnu må hun stå og se ind i et spejl, i en gåde, alt i mens hun forsøger at forvandle en tiger til en tamkat. Én dag opdager hun måske, at de vilde dyr bare er skyggerne fra et løst gardin i hendes stue. Og en dag rækker hun måske op og trækker de blafrende gardiner til side, som dækker for dit ansigt, dine ord og dit blik.

Så enkelt det er, hvis ikke det var for de flygtende skygger på væggen

Begyndelsen

”Jeg tror jeg vil lægge mig her lidt, og hvile, mit hjerte i dit blik”, sagde hun og lagde sig ved hans fødder. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op med hende, derfor gik han i gang med at tænke.
”Måske hvis jeg siger noget morsomt vil hun vågne og le af det hele”, tænkte han. ”Måske hvis jeg bringer hende skoldhed te vil hendes kølige pande blive varm og hun vil rejse sig.  Måske, hvis jeg stiller hende op af den kolde mur vil hun blive stående længe nok.” Tænkte han. Længe nok.

Men udmattet var hun og hun blev liggende døsefuld og træt.

Der er tidspunkter hvor vi opdager, at den by vi netop forlod til forveksling ligner den by vi netop er ankommet til. Første gang det sker tænker vi, at det må være et tilfælde og vi finder en gade, en enkelt gade, som vi ikke genkender og i gaden er der en cafe og vi går ind på cafeen kun for at opdage, at den for længst er forladt, og at spejlene vi ser os selv i er støvede og viser alting som skygger. Anden gang det sker beslutter vi os for at skaffe et kort, så vi med sikkerhed finder en ny vej. Tredje gang beder vi om en flybillet til den anden ende af kloden, kun for at opdage at vi flyver i ring og at verden ingen ende har.

Så nu ligger hun der, og han kigger ned på hende og hun venter på ham og på sig selv. Lige dér på ham og hende.
For i det samme sekund hun har set ham mærker hun sin træthed og opdager, at hun har rejst mellem de samme to punkter kaldet håb og tomhed, og at tomheden har næret sig ved håbet, og at håbet til sidst har næret sig selv ihjel.

Han ved det godt. For han har rejst den samme vej, men han har aldrig lagt sig for fødderne af en kvinde så længe, at hun kunne nå at se ham. ”Lad mig hvile, mit hjerte i dit blik – bare lidt”, siger hun. Næsten sovende. Og han lægger et tæppe over hende og bliver stående. Længe bliver han stående. Længe nok.

Guds spermflod II – Manden

Første gang jeg så ham sad han badet i en stråle af varmt morgenlys fra det store vindue mod øst. Han var i gang med at spise et stykke ristet brød, der stadig duftede i rummet sammen med den kop kaffe han næsten var færdig med at drikke. Netop i det øjeblik, hvor jeg så lyset ramme hans skikkelse tænkte jeg, at hvis der fandtes engle, så havde jeg netop set én. Jeg måtte blive ved at betragte denne skabning. En mand. Og jeg måtte med tilbageholdt åndedræt se ham vende sig uden at se mig. For manden ser ikke nødvendigvis dét kvinden ser, og slet ikke i samme øjeblik. Det er derfor han godt kan lide hende, og derfor han troligt elsker hende uden at tvivle.

Det falder mig ikke let at skrive om manden selvom meget er skrevet om mænd og kvinder. I Brøndums Encyklodpædi står der eksempelvis noget om mænds og kvinders udgang. Sjovt nok er kvindens udgang ifølge teksten netop hendes indgang. Mandens udgang hans chance for flugt. Ikke at der er noget underligt i de to definitioner.

Jeg har mødt mange mænd der mener en masse i kraft af deres køn og dermed også i kraft af kvindens køn. Fx at mænds trang til mange kvinder er en biologisk naturlov. Jeg er sikker på, at det er sandt. Præcis ligesom kvinders trang til mænd formentlig er det samme. Det vælge disse mænd dog at overhøre, og det skal man ikke beklage. Det man ikke hører har man som bekendt heller ikke ondt af.

Og sådan forvirres billedet konstant. Sådan sløres mandens blik på kvinden. Eksempelvis er der også mange af disse mænd der mener, at de biologisk set er skabt til at bære kvindens biologisk betingede sårbarhed på deres skuldre. Det med biologi er, som man måske kan ane, den fakkel der oplyser det hele. Det er måske fordi de dybt i en halvglemt og grundkristen tankegang henholder sig til Mosebogens beskrivelse af, hvordan mand og kvinde blev skabt. Kvinden som bekendt af mandens ribben. Det første Adam udbryder, da han ser Eva for første gang er derfor noget så storslået som “Nu er det ben af mine ben, og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget”…

Jeg er ikke helt sikker på, hvad kvinden tog fra manden, da hun på den måde blev revet ud af hans kød eller hvorfor han skal bære det. Under alle omstædigheder er der er i hvert fald ikke noget nyt eller opsigtsvækkende i, at nogle mænd ønsker både at eje og navngive det der forekommer dem storslået og skønt. Bare tænk på dengang millionæren Brask-Thomsen ville købe Nørrebrogade og omdøbe den til Brask-Thomsens Vej. Det synes de fleste heldigvis var langt ude i hampen.

Nå, men dette lille skrift skulle ikke handle om, hvad der er biologi og hvad der er skrevet i en 2000 år gammel bog. Jeg tror, som tidligere skrevet, på floden, dens foranderlighed og dens udspring.

Derfor er dette min egen hyldest til manden lige dér hvor han sætter hele mit system i gang. Lige dér hvor jeg forstår, hvorfor manden og kvinden er skabt som hinandens brikker i et uendeligt og forunderligt puslespil, som jeg ved jeg aldrig får lagt. Det er til ham lige dér, hvor jeg begynder at åbne mit hjerte og lader mig gribe. Ganske enkelt fordi det er muligt både at være fri og lade sig gribe i hans nærvær.

Af og til savner jeg ham. Ikke ham. Men manden. Det føles så godt når han er i rummet. Alting bliver mere intenst, spændende og levende. Jeg bilder mig ind, at han har haft modet til at vælge og blive hvor han er, og derfor kan se på én uden af den grund at gå i en forkert retning. Jeg bilder mig ind, at han kan græde med lige så stor naturlighed som han ler, fordi det er hans ret og han tiltvinger sig retten til sin egen sande frihed. Jeg tror også, at han ikke er bange for at blive stående, selv når alt er kaos. Det må være derfor man får fornemmelsen af et øjebliks sitrende levende fred. Og det er netop dét der gør ham så smuk. Mandens evne til at være i verden på alle måder med den største naturlighed.

Det er både umoderne og ganske vist, at andre mennesker er i verden for at vi gennem dem kan finde hjem til os selv. Således også med manden og kvinden. Derfor er det af og til sådan: At for at huske på hvad manden gør ved kvinden og hun ved ham, for at huske på min egen helhed, så må jeg af og til tænke på ham.

Engang gik han forbi kvinden på gangen og stak hende i forbifarten et kærlighedsdigt.
“Jeg fandt det ved kopimaskinen, det skal du have”, sagde han og gik videre. En anden gang stod han ved siden af mig og jeg blev blufærdig og åben på én gang. Og han så på det med nysgerrighed og varme.

Jeg bilder mig ind, at han kan danse med det, mens han roligt smiler og øjnene brænder sig fast. Steady og uden tvivl. Jeg bilder mig ind, at det er præcis på den måde end mand møder en kvinde, når det er allermest ærligt. At det er flydende og let, og intet har med ham at gøre. Jeg bilder mig ind, at det er lige dér friheden findes.

 

 

Guds spermflod I

Og der er en flod, og fra den udspringer de samme drømme, den samme latter og de samme tårer… Og hvis nu Gud havde erektion, så er det heri han kommer… også i den grad….

Det er det der menes med skabelsen. At alt liv udspringer fra Gud… Det er derfor man kan opdage, at man både har en tvilling og en trilling gående et helt andet sted. Derfor man på de mest mærkelige tidspunkter og uden synlig grund kan føle sig dybt beslægtet med et menneske man end ikke kender.

Det er også fra floden, at alle fortællingerne springer. Det er derfor kvinder gerne vil snakke både før og efter sex. Det er for at fange alle de fortællinger der lever her, dybt nede. Det er derfor vi elsker de hviskende ord, og de dybe blikke. Og det er derfor nogle mænd uden at vide det (eller fordi de netop ved det alt for godt) holder sig tilbage og nøjes med blot at dyppe storetåen i floden. Ligesom det er derfor nogle kvinder lukker øjnene eller slukker lyset.

For blandt disse fortællinger er ogå historierne om det der allerinderst inde binder os til hinanden, ikke kun for det gode, men også for det onde.

Måske vi frygter floden fordi vi lever i en tid, hvor vi skal være frie individer og hvor kærligheden derfor er blevet mere jagt end kærlighed. Måske vi frygter at drukne i flodens understrømme.

“Man kan ikke træde ud i den samme flod to gange”, sagde Heraklit. På sin vis har han jo ret og alligevel vil jeg påstå, at floden trods dens foranderlighed altid udspringer fra den samme kilde.

Hvis blot man husker disse to ting i sammenhæng, så vil himlen åbne sig og floden strømme frit og åbent for de der skulle ønske, at kaste sig deri. Igen og igen – i den samme foranderlige flod.

Adskilt derimod, bliver det overgjort og ganske trættende. Ønsker man bevis for dette kan man blot stille sig op i en hvilken som helst bar en lørdag aften og opdage, at mange mennesker netop lever ene og alene efter Heraklits udsagn og den usikkerhed der deraf følger: Man kan ikke træde ud i den samme flod to gange (så hvorfor prøve?).

Blandt disse er flertallet mennesker, der for længe side har fraskrevet sig det at tro. Måske er det derfor disse mennesker kan virke lidt indtørrede eller bare som om man kun kan se dem i én dimension. Det er fordi de ikke kender Guds spermflod. Og kender man ikke den, så får man heller aldrig for alvor adgang til alt det der ophøjer sex til elskov og elskov til kærlighed.

 

Gentagelsen

Der er din åbning mod verden. Der er din længsel der igen kalder mod noget.
Smilende og uroligt går du omkring i en kvindes liv. Afventende og rastløs gennem hendes rum, afsøgende her og nu. Dette sekund er der. Som et kraftigt lys, der visker alle nuancer bort. “Svar mig, tal til mig, giv mig dit hjerte, så jeg kan lukke mine hænder omkring det, som fangede jeg en sjældent fin fugl”, siger du med dit blik.

Hun blafrer.

Støvet på hendes vinger smeltes bort i dine varme hænder.

Snart kan hun ikke flyve.

Snart ved hun ikke om hun er sig eller om hun ligger bundet på bunden af dit brændende blik. Sitrende og døende.

Jeg har mødt hende flere gange. Hørt dig og andre fortælle om hende. Så modsat mig er hun, at jeg lytter med intens nysgerrighed.
“Aldrig mere vil jeg møde denne kvinde”, siger du.
Jeg nikker og står ganske stille. Så modsat hende er jeg, siger du. Jeg der kan løbe hurtigt,og jeg der kan springe over uendelige kløfter. Jeg der kan stå på bjerget det ene øjeblik og det næste samle bær i dalen. Fordybet og fri. Jeg der rummer hele verden og kan se en enkelt levende celle i et øje. Jeg der ler og græder så isen smelter og jeg der samle sneen fast og kaster den efter et menneske på den anden side af det store hav.

Jeg kunne være din ven. Jeg kunne være mig. Jeg kunne være fri og fordybet. Men du vil have hendes vinger, du vil putte hende i munden og gå rundt med hende på indersiden af dit hjerte til hun farer vild og ikke ved, hvad hun kom af.
I et uagtet øjeblik, jeg ved ikke hvordan, dolker hun dit hjerte, spider det og står et øjeblik og ser hvordan blodet pibler frem. Overrasket ser du, at hun og jeg igen er ét.

Væk er længslen. Væk er du. Borte dette sekund.

De levende

Man skal vælge livet med omhu.
Og man skal huske på det, når det bliver sent og mørket omslutter de
levende. Når vi sidder overfor de, der smiler gennem tåge.

Det er ikke fordi det behøver komme an på det. Man kan bare begynde at gå.
Jeg skubber til den unge fyr, der sidder overfor mig. Han griner. Spontant. Og
det er en perlende latter gennem det liv han endnu ikke har valgt endnu.
Det er de unge og angste der sidder her. De der ser gennem tåge, og derfor
får angstanfald og går rundt med store tomme huller, der hvor maven skulle
have været. De bider fra sig det ene øjeblik og ligger og stønner i smerte det næste.
Indimellem bedøver de sig, for så er alt godt et lille øjeblik. Lige indtil det ikke
er det mere, fordi skidtet er holdt op med at virke.

Hvem har fostret dette?, tænker jeg med forundring. Af og til kommer deres
forældre og søskende. Søde, fortvivlede og villige til at gøre alt. Af og til bliver
de væk. Men det er som om der ingen sammenhæng er. Sådan er det nok
med forklaringer, tænker jeg. Hver gang vi leder efter én, så bliver den til
sand, der begraver os i de forkerte spørgsmål. Derfor er det ikke svarene jeg
søger her.

Jeg har åbnet et vindue. Han sidder spændt som en bue i stolen. “Min puls
banker alt for hurtigt, og jeg har ondt… her” siger han og peger på de
dunkende vener på hver arm.
Jeg ved det jo. Hvordan det er at have ondt i det pokkers liv. Og hvordan
kroppen dunker, som et damplokomotiv der ikke vil stoppe. Det er derfor vi
skal vælge med omhu. For der er et billede bag billedet. Der er noget der vil
fortælles. Og det dunker og banker og får pulsen til at stige. Det sigerjeg til
ham. Hanfortæller. Om en stedmor der har tævet ham. Om en far der lige har
truet med selvmord. Om sine drømme. “Jeg vil bare have et normalt liv”, siger
han og falder langsomt til ro.
“Det er en god drøm“, siger jeg, for jeg ved, at i det her rum er lidt så uendelig
meget mere end det lyder. Ydmyge ønsker i dette rum er store ønsker. Og det
er vel egentlig godt, tænker jeg senere.
Ydmygt vil jeg ønske mig.
At gå en aften og se op på himlen.
I sidsteende er det et spørgsmål om tro, tænker jeg. “Nej“, råber andre, “det
er et spørgsmål om fakta. Om at vide“.
Men hvordan kan vi vide uden at have erfaret det? Og hvordan kan vi
overhovedet begynde at erfare, hvis ikke vi først tror? Tror, at noget kan være
anderledes, tror at vi kan mere end vi anede. Som et barn der øver sig påat
gå. Det ved vel ikke, at det kan. Det tror, at det kan. Og det bliver ved til
denne tro bliver til en erfaring. Netop på dette rette tidspunkt, når barnet er
modent nok.

Ydmygt vil jeg tro.
At jeg kan elske uendeligt.

At huske

Den dag husker jeg ikke. Ej heller natten. Men i dag regner det og viskerne på bilen
ligner små sære vinger, der snart flyver videre. Følge med kan de ikke. “Når det regner er der ingen der kan se at man græder”, siger hun og ser ud af sideruden. Vi er på vej gennem et land og ingen kan helt sige om vi er på flugt eller om vi rejser os mod noget nyt. Ingen ved det. Især ikke os selv.

Der står et barn i regnen. Det er ikke til at se. Men jeg ved det. Dette barn står i regnen, for her er der ingen til at se det. Tårene der blander sig med regn. Nu kigger hun ned. Går gennem en dyb vandpyt. Og ingen ser det, for hun kigger ned.

“Jeg er spændt på, hvad du nu vil fortælle”,siger hun og vender ansigtet hen mod mig. Jeg blinker mod højre. Ind mod en ny by. Bilen dufter som vi, lidt fugtigt og sødt, tænker jeg, og på gulvet bag mig ligger to tomme vandflasker blødt rullende. Her ler vi det meste af tiden. Når det ikke regner.

Den dag husker jeg ikke. Ej heller natten. Men jeg husker den aften, hvor vi bryder op. Jeg husker, at jeg bliver ved med at gå uden pause. Alt sammen brudstykker som vi nu sidder og ser spejles i alle dråberne der rammer bilens forrude som et sejl.

“Det er et sært vejr” siger jeg. Hun nikker. Keder sig en anelse allerede. Men det er sådan her jeg kan lide det. Regn og sol og fred og intet dervil fortælles lige nu indtil næste gang jeg høre lyden af en dør der åbner sig. Eller lukker sig. Som alle de brudstykker der af og til blafre som løse gardinstykker foran mit ansigt. Åbner og lukker.

Jeg vil ligge i en have, nøgen på en enorm luftmadras og se på fugle og fly og underlige skyer. Jeg vil skrive til en god ven jeg ikke har set længe. Jeg vil vende siderne i en bog jeg endnu ikke kender. Smile vil jeg til et menneske der står og ser på mig, og kender mig uden at jeg ved hvorfra.Det enkle liv vil jeg leve med plads til børn og godtfolk og elskende og lidende. De må gernevære her, hvis de selv sørger for at smøre deres rugbrødsmadder og ikke forventer at jeg fører dem videre. Være vil jeg med overgivelsen mejslet i hver en lille celle.

“Det er en god fortælling” siger hun og jeg rammer hende og dig ganske blidt som en påmindelse om, at der mellem hver dråbe er tør luft. Luft man kan indånde forsigtigt indtil regnen stopper helt.

Når det sker, så vil jeg rejse mig og strække mig og se om der stadig skulle stå et barn der skal følges ud af en af de alt for dybe vandpytter regnen efterlod sig. “Køleskabet er derhenne” vil jeg sige og så vil vi spise rugbrødmadder og huske at le og lægge os godt til rette sammen på den uendeligt store luftmadras.

Det vi glemte

Udkommer 7.september i bogen “Andrea Hejlskov  – en selvbiografi”, som én af de historier, der har betydet noget for hende.

Det vi glemte
Jeg har stået her på kanten længe. Og jeg har set dem. Hvalerne.
“Der er ikke hvaler her”, siger han og prikker mig lidt i siden.
Jeg trækker på skuldrene og smiler. Vi smiler begge.
“Næh… , men jeg har alligevel set dem” svare jeg og peger ud mod et punkt, hvor
vandoverfladen endnu kruser let.
For det er sådan det er; Vi kan stå på kanten længe, og spejde efter det vi troede vi så, og som ikke mere er der.

Engang var det sådan her: Det er sommer og jeg kører langs fjorden ind mod byen og møder hende på et værtshus med dukkehoveder som lamper og smukke unge mænd og piger der snor sig frem til de sidste ledige borde. Og jeg er klar, så klar og derfor er mine øjne alt for åbne. Alt for blå.
“Jeg er gået i cølibat”, siger jeg og dumper ned på stolen ved siden af veninden, der
spejler det hele.
“Sludder siger hun. “Min ven kommer. Han er lige noget for dig”
“Glem det”, siger jeg. Som aldrig før parat,til at trække mig tilbage.
“Jeg mener det seriøst”, siger hun og går op og henter en øl til mig. Givende og blød.

Først er der ryggen. Et menneske med ryggen til. Jeg har allerede glemt det hele bag mine lukkede døre. Og han ved ikke, at det jo bare er mig der sidder her ved siden af hans veninde. Ved siden af hende, der engang forlod ham. Også ham. Det er det der er med hende. Hun går. For det er det hun skal. Og det er det jeg så godt kan lide ved hende. Hun ER alle de gange jeg lå og døde. Alle de gange jeg næsten forblødte, og knap kunne få et ord over mine læber. Hun er det hele In Pure Essence…
Han vender sig og ser hende og ser måske mig og jeg ser ikkeham. Men han sætter sig. Og han ser på mig. Og noget i mig ser på ham alligevel. Men jeg lukker alle dørene. Der er ikke hvalerher. Og cølibatet er desuden af den slags, der ikke tillader andre at træde ind.

“Vent lidt”, hvisker han senere i mit øre, da jeg har mistet modet og står på en jazzbar i indre by og vil hjem, fordi jeg er bange. For byen, musikken, mig selv og de smukke mænd, og det der ikke er sket så længe. Så uendeligt længe. Og fordi han hvisker åbner jeg en dør på klem. Og hanlægger en arm omkring livet på mig.
Alle døre står på vid gab den nat. “Du er så blød”, hvisker jeg. Og han smiler og
mumler mod min hals og vi mumler og elsker og rører og ler, og blødheden breder sig til alle dele af det rum vi ligger i sammen.
“Det er sært”, siger jeg tæt på morgen. “Man kan elske med et andet menneske og der er ikke noget at sætte fingeren på. Og alligevel er der kun ingenting. Intet at mærke, ingen nydelse. Ren intethed. Og så er der de få gange,hvor der opstår magi og det er umuligt at sætte fingeren på, hvorfor… Det er sådan det er med dig… “ . Det er den første nat og tæt på den sidste, men jeg tænker om man kan slippe, nogensinde, når man først har åbnet en dør ind til det allerhelligste, fordi man glemte at tænke sig om. Glemte alting og flød med.
“Jeg er her jo”, siger du og trækker mig tættere på. Men jeg ved det alligevel. Der er ikke hvaler her. Kun en krusning, dér hvor de forsvandt.